Toves køkkenblog 
"Hvor svært kan det være, at lave gode opskrifter?" Tove Færch, leder af Karolines Køkken og ansvarlig for Arlas opskrifter.
  www.weblogs.arla.dk/køkkenbloggen
Kategorioversigt for Måltider og planlægning
Tove, 22-06-2010

Hvad skal vi spise Skt. Hans aften?
Ufatteligt, men det er altså Skt. Hans aften i morgen! Og mon ikke de fleste benytter anledningen til at gøre lidt andet ud af aftensmaden? Det er egentlig ikke særligt smart at bålet først tændes så sent, at man ikke kan udnytte gløderne til at grille aftensmaden på.Derfor foreslår jeg denne lækre salat til aftensmad før båltalen. Orker man ikke at tænde grillen så går det fint at stege bøffen på panden. Er der mere appetit senere på aftenen, så kan man måske nuppe et snobrød efter heksen er rejst sin vej :-D

Caribisk bøfsalat......................................Snobrød
RIgtig god Skt. Hans aften!



  Kommentarer (2)  
Permalink
Tove, 06-07-2010

Regnvejrsmad - hvad er det?
Øv, hvor det regner - og nu havde man lige vænnet sig til sol og grillmad. Hvad skal vi dog finde på at lave til aftensmad? Hvorfor er der ikke et par oplagte retter, der lige smutter ind på hornhinden, og som man bare lige har lyst til?

Jeg kan slet ikke finde det helt rigtige, for det er jo ikke så koldt, at jeg har lyst til suppe og tunge gryderetter. Gode ideer er velkomne - måske vi skal lave et "Regnvejrstema" til inspiration, når man er samme situation en anden gang?



  Kommentarer (6)  
Permalink
Tove, 03-02-2010

Børn har mange livretter
Så er vi blevet lidt klogere på børns madpræferencer - tak til de 3.042, der har stemt og fortalt om netop deres børns livretter. Her er resultatet - tallet i parantes er antal stemmer.

1. Boller i karry (1122)
2. Pizza (1095)
3. Lasagne (1069)
4. Spaghetti og kødsauce (1000)
5. Risengrød (770)
6. Burger (715)
7. Frikadeller (515)
8. Fiskefrikadeller (434)
9. Pitabrød med fyld (407)
10. Kyllingelår (401)
11. Pølsehorn (330)
12. Tomatsuppe (280)
13. Gryderet med kartoffelmos (245)
14. Hakkebøf med bearnaise (232)
15. Svensk pølseret (163)
16. Æggekage (135)

Vi spurgte til livretter, udover dem, der kunne stemmes på - og her er de oftest nævnte:
Kylling i karry, Fiskefilet, Laks, Suppe (klar suppe, kartoffelsuppe, minestrone), Tarteletter med høns i asparges, Medisterpølse, Flæskesteg, Stegt flæsk med persillesauce, Brændende kærlighed, Forloren hare, Chili con carne, Mekikanske pandekager, Tortillas og Sushi.

Så nu vil vi redigere temaet om Børns livretter, så det afspejler børns foretrukne retter i 2010 :-D


  Kommentarer (1)  
Permalink
Tove, 02-12-2010

Er man et grødhovede, når man er glad for grød?
Grød opfattes af mange som "fattigmandskost", babymad - eller noget, der kun hører til julen i form af risengrød. Men vi er nogle, som faktisk godt kan lide grød - og jeg er vild med både de traditionelle enkle variationer - og de mere avancerede og kreative af slagsen.
Da jeg læste til husholdningslærer (som det hed dengang), boede jeg på et lejet værelse hos en ældre dame i Sorø - og hun "lærte" mig at spise pærevælling. Det havde jeg aldrig hverken hørt om eller smagt (min mor kunne ikke lide "mælkemad") - men hold da op, hvor det smagte dejligt. Nu har vi også en Karolines Køkken variation af vællingen på sitet - den indgår i en samling af grødopskrifter, så andre "grødhoveder" kan få lidt at vælge imellem. Det behøver ikke kun at være fordi man SKAL have en kødløs dag, at der serveres grød for familien - det smager altså rigtig godt :-D

Pærevælling med ingefærcreme..........Speltgrød med hybenmarinerede pærer



  Kommentarer (6)  
Permalink
Tove, 02-02-2010

Mad med plan
Der er godt gang i planlægningen af ugens måltider rundt omkring, og der er stigende interesse for at få ideer til, hvad vi skal spise i aften. I januar måned fik vi 3.535 nye abonnenter på mails med madplaner, så det betyder at vi nu sender madmails til 44.570 mailadresser. Det kunne være sjovt at vide, hvor mange af dem, der følger ugens madplan til punkt og prikke, og derfor køber ind til Ærtesuppe med rejedrys, som er "dagens ret" i dag :-D

Og tænk, hvis smagerne også fik lyst til at give karakter til de enkelte opskrifter. Foreløbig har kun en smager bedømt ærtesuppen (men det er nu også en helt nyt, at man kan give sin mening til kende)
Har du også lyst til at abonnere på madplaner, så følg blot linket. God fornøjelse!





  Kommentarer (0)  
Permalink
Tove, 13-01-2010

30. december var årets største maddag
Det er normalt ikke planlægning af aftensmaden, der optager os danskere (over halvdelen af os ved kl. 17 ikke, hvad vi skal have at spise en time eller 2 efter!) - lige bortset fra i december, hvor der i 2009 var mere end 1,2 mill. opskriftsvisninger (dobbelt så mange som normalt) og specielt i dagene mellem jul og Nytår. Særlig på årets næstsidste dag søger vi vildt efter opskrifter - og denne dag var ikke mindre end 70.000 opskriftssøgninger her på sitet. Ikke underligt at der var udfald og andre uregelmæssigheder, der generede os, der arbejdede den dag :-D

Så jeg kan regne ud, at rigtig mange har fået denne menu Nytårsaften:

Tunmousse (den magre!).....Mar. oksemørbrad og saltkartofler.....Is surprise - Nytårsdessert

Julens topscorere var ikke overraskende Risalamande, Waldorfsalat, Brunede kartofler og Stegt and.
Vil du se en oversigt over flere populære retter, så kig på de forskellige Top 10 lister



  Kommentarer (1)  
Permalink
Tove, 12-01-2009

Find den helt rigtige opskrift via mobilen
Nu kan du via mobilen søge direkte på arla.dk - og ikke nok med det, søgningen er lige så nem og enkel, som når du sidder ved din pc og søger. Det betyder, at du via mobilen har adgang til 3500+ opskrifter i Karolines Køkkens database, og du kan søge efter præcis det, du har brug for. Måske ser du en spændende råvare, og mangler inspiration til, hvordan du skal tilberede den - og VUPTI ! - straks har du en opskrift og kan få alle de nødvendige ingredienser med hjem. Det er da smart, ikke?

S-togsrejsende ser fra i dag en "barcode" (2D stregkode) på plakater på stationer og/eller finder løsblade i toget.

(tilfældig barcode, for at vise, hvordan sådan en ser ud - den virker ikke :-D)

Sådan gør du hvis du har en scanner i mobilen:
Hold blot kameraet op foran 2D stregkoden (som kan læses både på afstand og tæt ved). Så har du linket.

Sådan gør du, hvis du ikke har en scanner i mobilen:
Send en SMS til 1990, så får du et link, som downloades på mobilen. Så scanner du stregkoden - og får linket.

Er man ikke i nærheden af hovedstaden, er der heldigvis også en løsning:
Skriv arla.dk/mobil direkte i adressefeltet på mobilens internetside.



  Kommentarer (2)  
Permalink
Tove, 11-09-2009

Nu er det (næsten) jul!
Nu begynder planlægningen af december måneds udfordringer vedr. julebag, julefrokoster, konfekt, julemiddag og nytårsmenu. Selv om mange har prøvet det før, så kan det være svært at huske, hvordan man nu sikrer at brunkagedejen ikke smuldrer, hvordan en dejlig hjemmelavet rødkål tilberedes, hvordan man steger and - eller om risengrød og risalamande kan fryses?

Er du også i tvivl om noget, så kan det være, du finder svaret her, hvor de oftest stillede 24 spørgsmål er listet. Er der et typisk "julemads-spørgsmål" vi mangler at skrive svaret på, så giv mig gerne et praj her på bloggen, så vi kan få det med. Og ønsker du hurtigt svar på dit spørgsmål - så kontakt Arla Forum, der er helt klar til at hjælpe dig.



  Kommentarer (0)  
Permalink
Tove,

Favoritretter igen og igen
De fleste danskere serverer det samme til aftensmad uge efter uge. Kloge hoveder mener, at det skyldes mangel på fantasi, lille kompetance til at lave mad, manglende entusiasme (læs: det prioriteres ikke at bruge tid på at tænke på aftensmaden), for lidt tid til at lave mad .......altså en lang række "undskyldninger" for at servere spaghetti med kødsauce, hakkebøf, koteletter i fad, frikadeller osv gang på gang.
Men er det den rigtige forklaring? Kan det ikke tænkes, at man positivt vælger at lave "de gode gamle retter", fordi de smager godt, er lette at lave - og man så ikke får bøvl med børn og ægtefælle?

Mørbrad i fad...........................................Boller i karry

På denne Sidste uges Top 10, kan vi følge hvilke opskrifter (altså også andet end aftensmad), som har flest besøgende hver uge. De to afbillede er meget ofte på listen. Er de også på din? Er det "spildte kræfter" at blive ved med at forsøge at inspirere til at prøve nyt?



  Kommentarer (6)  
Permalink
Tove,

Børnenes ugentlige maddag
Det er en god ide at lade de større børn få deres egen maddag. En dag om ugen, hvor de bestemmer menuen (køber ind?) og laver mad til familien. I starten skal de måske have hjælp af en voksen, men pludselig kan det unge menneske helt selv - til stor glæde for alle. Det giver selvtillid, madlavningskompetance, kendskab til råvarer og det giver hele familien anledning til at tale om madlavning, smag, kræsenhed, tid, sundhed og madglæde.

Karolines Køkken tilbyder nu en "Maddags-mail", hvor modtageren hver onsdag får ideer til ugens aftensmad. Opskrifterne er udvalgt i håbet om at passe til de større børns smag og evne til at lave mad, samtidig med at de også lever op til fornuftige krav vedr. fedt, energi, tidsforbrug. De fleste onsdage vil vi give 2 aftensmads-opskrifter at vælge imellem, men ind i mellem skifter vi den ene ret ud med en sæsonrelevant "bonus"-opskrift. Nu ser vi, hvordan det hele går - og hører gerne fra brugerne med gode ideer og ønsker. Har du lyst til at kigge med hver onsdag - så
Tilmeld dig til MadDagsmailen




  Kommentarer (6)  
Permalink
Tove,

Sund eller økonomisk?
I disse tider er rigtig mange (også mig!) på slankekur, passe-på-kur, skrump, detox, alkoholfri, fitnesscenterraid, skiferieforberedelse eller lignende selvplagende initiativer. Formålet er naturligvis at blive slankere, smukkere, sundere og få det bedre med sig selv og sin krop.
Samtidig har mange (også mig!) lidt ondt i økonomien, så projekt "tøm fryser og køleskab før du køber nyt" er næsten et mantra.
Dilemmaet er, at meget af det, der er på lager, ikke lever op til ønsket om at spise kaloriefattigt. Det er altså svært at få bugt med rester af chokolade, nødder, rullepølse, ost, marinerede sild, røget laks, lyst brød og flæskesteg i den fornuftige madplan, man gerne vil lave......så hvad skal vinde - den økonomiske - eller den ernæringsmæssige fornuft?


  Kommentarer (7)  
Permalink
Tove,

Julefrokost-sjat-party!
Jeg er spændt på, om jeg i morgen giver mig selv ret i et indlæg fra sidste sommer: Sammenskudsgilde er stadig et hit! For vi har inviteret - med kort varsel - til et sjat-party i aften, hvor venner kommer med deres spiselige rester fra julens mange gilder. Så ud over mine egne rester, nyindkøbt brød og fadølsanlæg - så aner jeg ikke hvad aftenens menu kommer til at bestå af. Teoretisk kunne alle 25 gæster jo komme med sild og karrysalat! Men jeg er ikke i tvivl om at vi nok skal komme til at more os - og blive mætte. Så hermed er ideen givet videre - det er i hvert fald en nem måde at holde fest på!


  Kommentarer (4)  
Permalink
Tove,

Julen skal være som hjemme hos mor!
Nu har vi det lovede resultat fra RUC vedr. Julemiddags-forskning: - Der er øget tendens til at vi "kopierer" vores barndoms julemiddag. Følg linket i bunden og læs mere. Også når der skal bages småkager bliver vi mere og mere nostalgiske - i hvert fald på planlægningsbasis. 2/3 af danskerne planlægger nemlig at bage småkager selv, mens resten forventer at købe. Ønsket om det hjemmebagte skyldes iflg Meals, at det giver gode minder om barndommens jul - og dette vil man gerne viderebringe. Gu' ve' om man så virkelig får det gjort - eller det som så meget andet bliver ved drømmen? Har du mod på småkagebageriet i år, er der ideer her:

Sprøde kanelsmåkager..........Kokoskager med citronglasur......Klejner


Julemiddagsresultat fra RUC



  Kommentarer (6)  
Permalink
Tove,

Gange op og "gange ned"
Så er der mulighed for at ændre i antallet af de personer, opskriften er beregnet til. Det er et ønske, brugerne af opskrifterne har haft længe, men det er altså først nu at vi har "givet os"! Forklaringen på vores langsommelighed i denne sag er, at der kan gå så meget galt - og stå så meget sludder i opskrifterne, når man "med hovedet under armen" blot sætter et regneprogram til at klare ærterne, fx:


Så når du ændrer i antallet retten er til - så ændres udseendet af opskriften også - for at tilkendegive at andet også ændrer sig. Vi har søgt at tage højde for alle de konsekvenser, det har, når der ændres i antal personer - og håber, at det vil bliver brugt. Vi mangler stadig at få opdateret alle vores opskrifter i databasen bagved, derfor vil der en periode være opskrifter, hvor automatikken ikke giver dig mulighed for at gange op eller ned. Men det kommer, det kommer......



  Kommentarer (7)  
Permalink
Tove,

Indkøbsliste udleveres ved indgangen?
Jeg er ikke tilfreds med indretningen af supermarkederne. De fleste steder ligger frugt og grøntafdelingen lige ved indgangen, og så kommer salaten nederst i indkøbsvognen (Læs: den bliver klemt!). Hvis jeg handler uden indkøbsseddel (Læs: aner ikke, hvad vi skal have at spise i aften!), så må jeg tilbage efter grønsager, når jeg har besluttet mig for menuen. Det kan være svært at vælge indenfor samme type produkt (Læs: det er ikke nemt at gennemskue varedeklarationer!) Og når jeg så endelig har fået bragt varerne hjem og fundet en opskrift frem, så mangler jeg måske liiiiiiiiiige en enkelt ingrediens! (Læs: jeg har ikke styr på planlægningen!).

Nå - nu er dette her nok sat lidt på spidsen, men kunne det ikke være en god ide, hvis man altid kunne få/vælge en opskrift ved indgangen til supermarkedet? Så kunne man gå en direkte linie til kassen og være sikker på at alle ingredienser er med. Dette er naturligvis ikke nødvendigt for jer, der abonnerer på Madplaner :-D



  Kommentarer (8)  
Permalink
Tove,

Madpakketid igen
Så er det skolestart, og det betyder madpakker! Udfordringen er for mange familier at finde en løsning, hvor børnene spiser den medbragte mad - og forældrene har god samvittighed mht det ernæringsmæssigt forsvarlige. Og det er bestemt ikke nemt at finde balancen, for det er en ulige kamp mod praktikken:
  • Hvem skal smøre madpakken?
  • Hvad vil børnene spise i skolen?
  • Hvad bliver ikke ulækkert i skoletasken?
  • Hvad kan barnet nå at spise i pausen?
  • Hvad har "alle de andre" med?
Vi har på disse sider om Madpakker / Flere Madpakker samlet en række tips og links, der måske kan hjælpe og inspirere. Du kan også tilmelde dig Skolemælks madpakkemail og læse Fødevarestyrelsens Madklassen. Og i forbindelse med et tidliger indlæg her på bloggen har Rikke givet sine erfaringer/gode råd til os.




  Kommentarer (12)  
Permalink
Tove, 06-12-2007

Studenterrundfart - ønsker/ideer?
Vi havde faktisk planlagt at udvikle nogle nye retter, beregnet til at servere, når de nye studenter besøger familierne på den obligatoriske rundtur. Men vi nåede det ikke!
Nu kommer det ind i planen for næste år - så hjælp venligst! Har du nogen gode, nye og gerne anderledes ideer? Har du nogen erfaringer med, hvad der ryger ned af "fast føde" ved siden af drikkevarerne? Lad os finde på noget, der både er nemt og hurtigt at servere og spise, smager godt - og lægger en bund for de mere våde kalorier - så både studenter og forældre får en god dag. Er der nogen der har mod til at lægge hus og have til hele festen - så er der her et forslag:
Studentergilde - havefest til 50 personer




  Kommentarer (4)  
Permalink
Tove, 16-04-2007

Konfirmationstid
Så er det højsæson for at holde Konfirmation, og skal festen holdes hjemme, kan denne liste over, hvordan det praktiske klares i forbindelse med Mad til mange, måske være en hjælp. Karolines Køkken har udviklet en ny Konfirmationsmenu til 24 personer, hvor vi har taget udgangspunkt i de fleste unges smag (kylling, bacon, ananas, karry, mørbrad, is) - og sammensat det på en spændende, elegant - og fremfor alt "praktisk ladesiggørlig" måde. Hvis det skal være lidt mere uformelt og man tør satse på godt vejr, kan min erfaring fra sidste år med Helstegt pattegris måske være en inspiration.


Chokoladeislagkage




  Kommentarer (0)  
Permalink
Tove, 04-10-2007

Ny ret hver dag i et år!
Det var den udfordring Julie Powell gav sig selv. Og ikke nok med at hun troligt fulgte opskrifterne fra en amerikansk ”madbibel”, nemlig Julia Childs bog fra 1961: ”Mastering the Art of French Cooking” – hun beskrev sine oplevelser og resultat af anstrengelserne hver dag på sin blog: http://juliepowell.blogspot.com/. Senere er denne blog blevet til en bog: Julie & Julia - 365 days, 524 recipes, 1 tiny apartment kitchen – som er endt på bestsellerlisten i New York Times. Imponerende!

Ideen er ikke så tosset - så hvorfor ikke snuppe en af de kogebøger, det er længe siden du har bladret i – og starte fra en ende af – bare en måned? Du slipper for de daglige overvejelser vedr. aftensmaden, kan samle indkøbene - og prøver sikkert nogle helt nye retter. Eller lad hvert medlem af familien printe/vælge hver de opskrifter, de kunne ønske sig at prøve - og så lave en arbejdsfordeling?




  Kommentarer (3)  
Permalink
Tove, 30-03-2007

Påskeæg
Påskemaden står for døren - og jeg har forgæves forsøgt at få mine kolleger til at udvikle en genial opskrift, hvor man kombinerer påskeæg med ost! Det kunne de ikke - så det nærmeste vi kom, var denne søde ide til morgenmad/brunch.

Påskereder med blødkogte æg
Det går ellers rigtig godt med sødt til ost, prøv bare disse to:


Ost med jordbær, gulerødder og balsamicosirup.......Ost med nødder og ahornsirup
Men chokolade og ost er åbenbart en svær kombination - er der nogen, der har prøvet med held?
Rigtig god påske!



  Kommentarer (7)  
Permalink
Tove, 27-03-2007

Fleksibel madplan
Vi har lyttet til ønskerne fra brugerne af madplanen - og gjort den mere fleksibel. Så nu kan du rette i ugens madplan, hvis du fx ønsker at få fisk 2 gange i samme uge, hvis du ikke kan lide en af retterne - eller hvis du vil slette en opskrift til den dag, hvor familien ikke er hjemme. Rettelserne slår igennem på den tilhørende indkøbsliste.


Kender du ikke denne gratis madplan - så kan du læse om den og tilmelde dig her:
Madplaner fra Karolines Køkken - Kommentarer, gode ideer, ris og ros er velkomne!



  Kommentarer (4)  
Permalink
Tove, 20-03-2007

Bryllup i Rabatten
Danmarks Radios forbrugerprogram, Rabatten, har valgt at sætte fokus på prisen på et bryllup. Vores bidrag til festen er naturligvis den hjemmelavede bryllupsmiddag - som i udsendelsen holdes op mod den købte. Karolines Køkken bidrager med opskrifter, planlægning, indkøbslister og den Bryllupsmenu, vi serverer i udsendelsen - og mange andre Gør-det-selv-bryllupper. Tanken er, at man ved hjælp af god planlægning og gode venner kan håndtere hele menuen selv. På billederne her kan du se, hvordan det foregik, da vi lavede mad til brudeparret og deres "gæster" en ganske almindelig onsdag aften i februar.

Torsdag den 22. marts kl. 19.30 kan vi se udsendelsen på DR1........Og hvor er vi spændte på hvad brudepar, gæster, Rabatten og seere vurderer: Er det ulejligheden værd at spare pengene ved at lave maden selv?



  Kommentarer (6)  
Permalink
Tove, 23-01-2007

Lever smager da godt!
Hjemme hos os er vi to, der er vilde med lever (både svine, kalve og kyllingelever), og 2 andre, der til nøds kan spise kyllingelever, men ellers nøjes med at indtage lever i form af leverpostej. Og så vidt jeg kan forstå, er vores familie ikke et særsyn i den sammenhæng. Om jeg forstår det - lever både smager godt og er nemt at lave. Ønskes den helt nemme version, så køb leveren skiveskåret - og da skiverne ikke skal steges ret længe, er det både hurtig og nem aftensmad (hvis altså familien vil spise det!). Her er et par smagsprøver (hvor der skal afsættes tid til marinering af den ene ret):

Marineret kalvelever................................Kalvelever og lynstegte grønsager
Ønsker du flere - så prøv at skrive enten svinelever, kalvelever eller kyllingelever i det røde søgefelt, så får du et stort udvalg.
Det er nu underligt med disse råvarer/krydderier/retter, som er en typisk "elsker eller hader" - ting. Lever er nok en af de mest udbredte, men ellers har jeg hørt om spinat, gule ærter, risengrød, øllebrød, estragon, kørvel, danablu, koriander, muslinger, hvidløg, safran..........og der er sikkert mange flere. Men kendetegnene for disse er, at man enten er vild med dem - eller det stik modsatte. Vil du hjælpe med flere ?- så kan jeg prøve at samle dem i en kombineret "elske/hade Top 10". Tænk om vi så udvikler en opskrift med 3-4 af disse "udvalgte" råvarer - så ville en ret til 4 "elskere" række til 40 "hadere" :-)



  Kommentarer (26)  
Permalink
Tove, 01-08-2007

Tid for justering af vanerne?

Det er ofte starten på et nyt år, der giver os anledning til at overveje vores vaner. Mon ikke de fleste af os trænger til at justere lidt på vores adfærd mht motion og måltider? Det er svært at lave om på alting på en gang, men en justering er lidt nemmere at overskue. På www.weblogs.arla.dk/cheasy er der hjælp til denne justering af motion og måltider - og du kan gratis tilmelde dig Cheasy's Motivationsprogram, hvor du hver dag i 14 dage får en mail, der indeholder inspirerende tips til fedtfattige kostvaner og en aktiv livsstil. Her et par retter, der lever op til Cheasy's "programerklæring", nemlig en fedtenergiprocent på max 25. Opskrifterne er udviklet af Karolines Køkken.

Fyldte kalkunruller med parmaskinke............Små bagte kartofler med wokstrimler




  Kommentarer (8)  
Permalink
Tove, 01-02-2007

Fødselsdag med fantasi?
Traditioner er dejlige, men ærlig talt..........så kunne jeg godt ønske mig, at der var flere børn (og teenagere! - og deres forældre!), der ligesom Dorthea (snart 13 år) der bad ArlaForum om inspiration - havde mod på at prøve noget nyt og anderledes til fødselsdagsserveringen. Ifølge status over de mest sete opskrifter for de forgangne 4 år er pølsehorn et hit - og de er ofte topscorer på vores Top 10 (se linket nederst). Mon ikke det er fordi så mange børn spiser pølsehorn på deres fødselsdag?
Vi har mange forslag til temafester til børnefødselsdage - men de rammer nok ikke i plet hos Dorthea. Måske vil et tema med mexicansk mad, som ArlaForum foreslår være godt - eller hvad med en "Suppefest"?

Majssuppe med chili-ostebrød...............Kold melonsuppe
Har du lyst til at bidrage med ideer til temaer for børnefødselsdage, er der mulighed for at skrive dem her . Og har du en god ide til, hvad teenagere i 2007 kunne tænke sig at spise på deres fødselsdag - så fyr løs her.


De mest sete opskrifter på arla.dk 2003-2006



  Kommentarer (10)  
Permalink
Tove, 29-12-2006

Nytårstorsk - en uddøende tradition?
Ifølge Jyllandsposten er der masser af nytårstorsk til sultne danskere i år. Men spiser vi torsk Nytårsaften, som Dansk Historisk Fællesråd giver en historisk forklaring på? Her er lidt inspiration for de torske-lystne:
Den klassiske Nytårstorsk "med det hele" hos Skagenfood og en anderledes Nytårstorsk på Fiskebloggen. Eller Karolines Køkkens bud på velsmagende torskeretter, der vil "gøre sig" på spisebordet Nytårsaften.

saltindbagt torsk med wasabisauce ...........ovndampet torsk med sennepssauce
Skulle du have planlagt anderledes - så er der jo ingen, der forhindrer dig i at servere torsk i januar, vel? Rigtig god Nytårsaften, med eller uden torsk!



  Kommentarer (3)  
Permalink
Tove, 19-11-2006

Planlægning af julens madglæder!
Det er både dejligt og anstrengende med alt det juleri. Og for mange er det næsten uoverskueligt at holde julefrokost, bage småkager, lave konfekt, tilberede julemiddag - og ikke mindst planlægge og købe ind til alt det, der skal nydes i julemåneden. På trods af bøvlet kan de fleste af os lide den hygge og stolthed, der er ved at tilberede og nyde mesterværkerne. Karolines Køkken har mange års erfaring med at planlægge og vejlede med juleforberedelserne - og mandag den 20. november sender vi den første af 5 julemails ud til de godt 10.000 "julere", der har meldt sig til den gratis service. Den første mail handler om julefrokosten, i næste uge er der ideer til julebagværk, så kommer turen til julemiddagen, konfekten - og den sidste mail giver ideer til, hvad der skal spises Nytårsaften. Vi hører meget gerne ris og ros - der kommer jo også en jul til næste år!

  Kommentarer (12)  
Permalink
Tove, 21-09-2006

5 nye opskrifter i denne uges madplan
I dag udsender vi en mail med ugens madplan til de ca. 30.000, der abonnerer på denne service. Alle 5 opskrifter er udviklet af Karolines Køkken – og er helt nye i madplansammenhæng. Vi har en ambition om, at der altid er mindst en ny opskrift pr. uge, men denne gang er der altså 5. Som sædvanlig repræsenterer de 5 opskrifter retter med variation over fjerkræ, fisk, kød og grønsager – og fedtenergiprocenten er max 30. Læs mere om madplan og weekendmenu og god fornøjelse med opskrifter og indkøbsliste!


  Kommentarer (0)  
Permalink
Tove, 19-09-2006

Hvad spiser familien Danmark til aftensmad?
Jeg læste en artikel i COOPs medlemsblad Samvirke, hvis journalist drog på uanmeldt besøg i Svendborg for at se, hvad der var på tallerknerne til aftensmad. De besøgte danske familier fik frikadeller (2 familier), rugbrødsmadder (4 familier), pasta med kødsauce (2 familier), hakkebøf (2 familier), skinke med stuvede ærter og gulerødder, stegt flæsk med persillesauce, lørdagskylling med pommes frites, karbonader med smørsauce, hvidkålsruller, og en tur på McDonalds.
Familierne (forskellige i alder og størrelse) valgte aftensmad udfra forskellige prioriteter: Råvarekvalitet, tid, "kræsenhed", økonomi – og alligevel ser listen ret "ens ud". Jeg synes det er tankevækkende, at vores "Top 10" liste over valg af aftensmad er så statisk. Mon ikke det er fordi, det er den nemme og velkendte løsning, der vælges? Hvad mon der skal til for at vi får overskud til at prøve lidt nyt? Kan - og bør - vi overtale os selv til at prøve en ny ret om ugen/måneden til hverdag?


  Kommentarer (12)  
Permalink
Tove, 09-10-2006

Ugentlig maddag - pligt eller fornøjelse?
En ugentlig maddag betyder, at ansvaret for måltidet går på skift mellem familiens medlemmer, at hver person har sin dag. Den løsning brugte jeg også, da vi havde 3 hjemmeboende børn, der naturligvis ikke kunne lide det samme. En kunne ikke lide kartoffelmos, en ville ikke have rugbrød, to kunne ikke lide kogte grønsager osv. - og det gav dagligt anledning til ballade omkring spisetid. Vi indførte visse regler:
  • den, der skulle lave mad måtte egenrådigt bestemme retten (altså indenfor af mig definerede rimelige rammer - ikke hummer, ikke is med chokoladesauce etc.).
  • resten af familien skulle i det mindste smage - og ikke lave vrøvl!
  • kunne man ikke lide maden, så det kneb med at blive mæt - så stod den på havregryn bagefter
  • den, der lavede mad, skulle selv rydde op bagefter (- det var smart, det minimerede svineriet!)
Det fungerede - om ikke optimalt - så dog nogenlunde et par år. Børnene fik en fornemmelse af det arbejde, der ligger i at lave mad, - de lærte at indgå handler med hinanden om valg af måltider og arbejdsdeling - og de værdsatte mine maddage meget mere. Jeg er sikker på, at der er mange, der har erfaringer med maddage - og ideer til, hvordan vi i famlierne kan hjælpe hinanden lidt mere med den daglige aftensmad - så kom med dem!


  Kommentarer (3)  
Permalink
Tove, 22-08-2006

Sammenskudsgilde er stadig et hit!
Det er altså en god ide at invitere gæster - og bede dem om at tage noget af maden med. Når der følger en opskrift og anvisning med er det let for gæsten - og alle er sikre på at menuen er velsammensat og mængderne afstemt. Her er et forslag fra det virkelige liv (afprøvet sidste weekend!) - I kan lige nå det inden grillen pakkes helt væk!
Menuen er tilpasset til 24 personer. Værterne sørger for kød, brød og drikkevarer. Gæsterne kommer med tilbehør og dessert. Her er 10 opgaver til fordeling blandt gæsterne. Lad dem evt. få lov at vælge selv:

Kold kartoffelsalat
Kan laves samme dag - eller dagen før.
Marinerede bønner
Undlad det røgede kød - ellers følg opskriften. Pynt salatskålen med de krøllede bladselleri. Ikke brød. Kan laves dagen før.
Langtidsbagte tomater
Lav kun tomaterne - og dobbelt portion - hverken kylling, brød eller feta.
Agurk-melonsalat
No comments.
Avocado- og linsesalat
Kog evt. grønne linser selv, de er altså bedre. Anret i en skål/dybt fad med dressing ved siden af.
Salat Himmelblå
Ingen brød.
Ostesalat
Lav dobbelt portion.
Dessert:
Kold limesuppe
Lav dobbelt portion af flødeskummet - undlad is. Anret suppen i stor skål - flødeskum i anden. Lagen kan koges dagen før - og noget af frugten kan skæres ud. Friske jordbær kan erstattes af friske - eller frosne hindbær eller brombær.
Chokoladedessertkage
Lav kun kagen - ikke frugt og ikke is. Kagen skal laves dagen før - skær kagen ud i ca. 30 stk.
Jordbæris med jordbærflødeskum
Lav dobbelt portion og anret i en stor skål/fad. Kugl evt. isen op hjemmefra. Pynt med friske jordbær.


  Kommentarer (0)  
Permalink
Tove, 06-09-2006

Børnevenlige madplaner?
En abonnent på Karolines Køkkens madplaner er ikke helt tilfreds med de retter, vi byder på i uge 23's madplan- og stillede os en række spørgsmål. Læs spørgsmål og svar . Her kan du se krav og indhold i madplanskonceptet. Vi har hørt fra en halv snes børnefamilier, der ikke synes at madplanerne er børnevenlige nok. Desværre uden at beskrive, hvordan brugbare planer skal være. Så nu vil vi gerne høre børnefamiliernes svar på disse spørgsmål:
  • Hvad er børnevenlig mad?
  • Laver du "specialmad" til sine børn?
  • Får børnene lov til at bestemme, hvad der skal serveres til aftensmad?
  • Hvad vælger børnene, hvis de får lov - og hvorfor?
Ris og ros - samt konkrete forslag, ønsker m.m. er meget velkomne!


  Kommentarer (8)  
Permalink
Tove, 28-05-2006

Stor interesse for børnefamiliernes aftensmad!
Der var 327 bidrag til den afsluttede konkurrence, hvor vi bad indsenderne om at fortælle om tricks og fiduser, som gør dagene lettere og sjovere hjemme i børnefamilierne. Der er måske ikke altid er lige god tid - og stemning - når der skal laves aftensmad - og når den skal spises. Her er et udpluk af ideerne:
  • Lav altid mad til 2 dage
  • Lav en madplan, så er der ikke nogle der føler sig snydt og alle har 1 dag i hver uge, hvor de bestemmer, hvad vi skal have at spise.
  • Hvis børn ikke vil spise fisk (med ben i) så sig at der er dessert til dem, der finder ben i fisken, - så kan det ellers være at der glider noget ned!
  • Arranger "en store bageaften", bag bunker af pølsehorn og pizzasnegle til at lægge i fryseren til kommende madpakker
  • Brug gamle "80ér" plastik-dækkeservietter, når du laver mad med børnene. Så kan de skære, hakke m.m uden køkkenbordet tager skade. Put evt. en våd klud under så den ikke glider.
  • Handl ind til en uge ad gangen - dermed spares meget tid i hverdagen.
  • Skal der bruges fx kartofler til en ret, så skræl kartofler dagen i forvejen - lad evt. børnene gøre det.
  • Jeg har fundet ud af, at hvis jeg putter smør i kartoflerne, spiser de 3 gange så mange.
  • Når vi skal lave pizza, sætter jeg skåle frem med tilbehøret og så tager enhver de ting, de vil have på
  • Vi elsker en frugtskål i stedet for slik.. vi skærer æbler, pærer, melon, jordbær, kiwi, ananas, appelsiner i tern og spiser med en gaffel. Dejligt sundt og ikke fedende :-)
Flere gode råd til hvordan madlavning og måltid bliver en hyggestund for travle børnefamilier er velkomne!


  Kommentarer (6)  
Permalink
Tove, 20-05-2006

"Æren" ved at lave mad
Hvor meget af måltidet skal man selv have tilberedt for med stolthed (og uden af lyve!) kan sige: "Værsgo' - dette har jeg selv lavet!" Det er mit indtryk, at der er forskellige definitioner på, hvad hjemmelavet betyder. For nogen betyder hjemmelavet, at alt er tilberedt fra bunden, for andre at man selv har varmet den færdigkøbte suppe og hældt købte kødboller i. For mig betyder hjemmelavet det første, men jeg vælger i en travl hverdag ofte en løsning, hvor måltidet består af delvist færdiglavede ingredienser. Fx bruger jeg både forkogte lasagneplader og Karoline's Mornaysauce
når jeg laver lasagne. Men jeg tilbereder og krydrer kødsaucen som jeg vil - og serverer også en salat til (og her bruger jeg ikke en købt dressing). Og jeg mener bestemt, at jeg har lavet måltidet selv. Den allernemmeste løsning, hvis man vil have lasagne til aftensmad, er naturligvis at købe en færdig frossen lasagne, en salatblanding og en færdig dressing (hvis man kan lide den løsning!) - men kan man så tage "æren" for at have lavet maden?

Her er en god opskrift på Lasagne som både smager godt og er fornuftig ernæringsmæssigt.


  Kommentarer (0)  
Permalink
Tove, 15-05-2006

Mad til mange gæster - nemt og dejligt!
Det er ikke altid lige nemt at finde en hovedret der både er lidt spændende, anderledes og nem at lave/servere til mange gæster.
Men det var udfordringen i forbindelse med med min datters konfirmation i fredags. Hun ville gerne have helstegt pattegris. Så det fik hun selvfølgelig! Vi fik gris og grill leveret aftenen før - og havde hyret en ung mand til at stå tidligt op for at tænde op, så grisen var klar til servering til kl. 13. Vi havde fået nøje instrukser af slagteren, så det gik fint - og den duftede og smagte skønt!
Tilbehør - her er mange muligheder, og vi valgte følgende:
Flødekartofler
Fetasalat med vandmelon
Bønnesalat - dog uden feta
Brød - bestilt hos bageren.
"Salatbord" i "bland-selv"stilen. Skåle med salat, blomkålsbuketter, slikærter, majs, tomater, agurk, croutons, peanuts, gulerødder, peberfrugt og både olie, eddike og en cremefraichedressing til.
Alle grønsager skyllede og findelte jeg dagen før - så de lå klar i plasticposer. Også dressing - og hele bønnesalaten var lavet dagen før.
Vi havde bestilt solskin - og det fik vi sør'me også!
Hermed er ideen givet videre - god fornøjelse!




  Kommentarer (6)  
Permalink
Seneste indlæg
26-08-2010
Smoothies eller ej?
19-08-2010
Optagelser af madvideoer
08-06-2010
Gave med omtanke


Kategorier
Opskriftsudvikling (29)
Aktivitet i Karolines Køkken (65)
(B)ordet er frit (97)
Smag og madglæde (53)
Måltider og planlægning (35)
Madlavning (43)
Stem om mad (9)


Arkiv
2010
August (3)
Juli (2)
Juni (5)
Maj (1)
April (2)
Marts (2)
Februar (7)
Januar (3)
2009
December (6)
November (4)
Oktober (6)
September (3)
Juli (1)
Juni (4)
Maj (5)
April (4)
Marts (4)
Februar (6)
Januar (4)
2008
December (1)
November (4)
Oktober (5)
September (6)
August (5)
Juli (3)
Juni (4)
Maj (4)
April (3)
Marts (4)
Februar (5)
Januar (6)


Søg i denne blog


E-mail notificering
Modtag en email når der oprettes et nyt indlæg på denne blog.
Email adresse:

> Tilmeld

RSS Feed



Arla blogs
> Omtanker
> Køkkenbloggen
> Bækgårdens blog
> Økogårdens blog
> Arla Forum Bloggen


Om Blogs
Blog er en forkortelse af weblog. En blog består som regel af kortere indlæg, som præsenteres kronologisk, så det nyeste står øverst.



© 2009 Arla Foods                                                                                                               Cookie politik | Betingelser for brug | Håndtering af personlige oplysninger